onsdag den 25. marts 2015

DEN DOVNE KOKS CURY


I dag var min første reelle arbejdsdag i snart 3½ måned, nej det er ikke fordi jeg har været arbejdsløs. Den sidste tid har bare stået på ferie, skills, endnu et skoleophold og mere ferie, så det var måske lidt underligt at komme tilbage til en helt normal hverdag igen. Men selvom jeg nu er tilbage på arbejdet , så kommer jeg da i hvert fald ikke til at få en synderlig hård opstart. For nu skal jeg arbejde onsdag-torsdag-fredag, holde en afslappet weekend lørdag-søndag, arbejde mandag-tirsdag-onsdag, også har jeg fået at vide at alle eleverne på mit arbejde har fri hele påsken. Så det betyder at jeg så kan holde en mini påskeferie fra torsdag til mandag i næste uge, ja skønt er nok det eneste ord der bedst beskriver den her opstart efter den lange hiatus jeg har haft.
Men selvom jeg har fået mig en blid opstart, ja må jeg indrømme at det tog en del af kræfterne at være på arbejde idag, så da jeg kom hjem var en ting helt sikkert, aftensmaden skulle være noget nemt som jeg kunne smide over i en pande  uden at bruge hverken tid eller kræfter på det... nårh ja og så skulle det jo helst også smage godt så C ikke blev alt for skuffet, jeg mener bare fordi jeg kommer træt hjem behøver han jo ikke at lide. Svaret på mine dovne bønner blev denne cury som blev smidt sammen i løbet af ingen tid mens jeg satte nogle ris over at koge i riskogeren - ja jeg sagde jo at jeg var træt i dag, så alle nemme løsninger blev taget i brug. Curyen krævede jo ikke så meget opmærksomhed, og risene passede også sig selv, og det betød at jeg kunne nå et dejligt varmt afslappet bad inden vi skulle spise, yes det var altså noget den her trætte og Sultne Studerende kunne lide. Og jeg siger bare at den her dovne cury altså godt kan gå hen og blive et hit her hjemme på travle hverdags aftener, for den smager skønt og kræver nul og nix at bixe sammen, så var der nogen som sagde win-win situation 

Doven chicken curry - 3-4 pers:

1 spsk. olie
2 kyllingebryster, skåret i tern, eller klippet hvis man er virkelig doven 
250 g grøntsager fra fryseren, brug hvad du kan lide eller har liggende
3 spsk. tikka masala krydderi, enten et pulver som Santa Marias eller en oliebaseret som Pataks
1 spsk. paprika
1 spsk. karry
400 ml kokosmælk

Brun kyllingen godt af i olien.

Tilsæt grøntsagerne og lad dem svitse med til de begynder at tø op - det burde gå rimeligt hurtigt.

Kom nu krydderierne ned i panden og vend det ind i kød og grøntsager.

Lad krydderierne stege med i ca. 2 minutter så der frigives mest muligt smag.

Hæld nu kokosmælken i og lad retten småsimre i 10-15 min.

Smag til og server sammen med kogte ris

0 kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...