torsdag den 13. september 2012

MADPLAN ALA DEN SULTNE STUDERENDE

Det er ingen hemmelighed at ugentlige madplaner snart er noget man finder i alle magasiner, aviser, blogs og tilbudsaviser, og her hjemme har vi da  også i virkelig lang tid skrevet alle vores madplaner ned på ugebasis. Og jeg har igennem længere tid fået opfordringer til at lægge vores madplaner ud på bloggen så alle jer Sultne Studerende derude også kan finde indspiration til egne madplaner, og opfordringerne har jeg nu taget til mig så for fremtiden vil jeg prøve at få lagt ugentlige madplaner ud her på bloggen med links til opskrifter hvor det er muligt.

For mig betyder det at lave ugentlige madplaner en masse goder. For det første synes jeg at  det meget rart at have en madplan hængende på køleskabet, da man så kan gå og glæde sig lidt til de forskellige retter der er i vente i ugens løb. For det andet har jeg fundet ud af at jeg faktisk spare en god del penge, da jeg for så vidt muligt prøver at handle stort en gang om ugen, og derved undgår jeg en masse dumme små impulskøb der ellers ville være havnet nede  i kurven*. For det tredje har jeg fundet ud af at der næsten går sport i at lave sine egne madplaner da det er lidt sjovt at se hvor billigt man kan lave mad til en hel uge uden at gå på kompromis med smagen. Ja jeg er faktisk endt med at have fået mig et lille søndags morgen ritual, hvor jeg sidder i sofaen med en stor kop te, og pløjer mig igennem alle tilbudsaviserne for at finde gode tilbud, der kan danne basis for både så lækker og billig mad som muligt.

Så hvis I allerede laver egne madplaner og gerne vil have lidt mere inspiration, eller hvis I gerne vil til at begynde at lave madplaner, så skal I glæde jer til søndag, for der smider jeg den første madplan ala Den Sultne Studerende op på bloggen

Billede lånt fra thisweekfordinner.com

*Førhen handlede jeg næsten dagligt, og stort set hver gang jeg var ude at handle faldt jeg over et eller andet dumt der i mit hoved virkede som et super tilbud der bare måtte med hjem - men helt seriøst hvem har lige brug for at købe 10 dåser hakkede tomater på tilbud flere gange om ugen, når man bare ved at de kommer til at stå og samle støv i køkkenskabet?

0 kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...