Her får i opskriften på de farverige små giftige æg fra halloweenfesten, de pyntede gevaldigt på bordet og så smagte de jo også ret godt. De er lavet af tapiokaperler, og hvis i kender til bubble tea så er det også de her perler som man komme i den snart ret kendte taiwanesiske drik (om end i en noget større udgave). Jeg fandt perlerne nede i den lokale asiatiske købmand til en flad 10'er, og når først de er kogt kan man ellers slå sig løs med alverdens farver og smagsgivere, så næste gang vennerne inviteres forbi til lidt at drikke, skulle I så ikke prøve at sætte nogle tapiokaperler med smag og farve på bordet for at pifte drikkevarerne lidt op?
De rå perler ligner lidt fyldet i sækkestole, men tro mig de er altså spiselige |
Nu fordeles de rensede perler i de forskellige væsker, og så skal de ellers bare have lov til at trække natten over |
Dagen efter er tapiokaperlerne vokset til næsten dobbelt størrelse og har taget farve fra væskerne, og nu har man de fineste farverige æg som kan pynte alverdens drinks |
Farverige tapiokaperler:
1 dl tapiokaperler
7 dl vand
2 dl grenadine*
2 dl blå curacao*
2 dl pisang ambon*
2 dl ufortyndet hyldeblomst saft*
Kom vand og tapiokaperler i en gryde og lad dem småsimre i ca. 25 min. men husk at røre rundt i dem undervejs så de ikke brænder på.
Når perlerne er blevet helt klarer er de færdige, og så skal de ellers bare renses i koldt vand.
Nu er det tid til at lade de rensede perler trække i de forskellige væsker til dagen efter.
Dagen efter er tapiokaperlerne klar til brug
*Man kan bruge præcis de farver og smags givere man har lyst til, så bare vær kreativ og leg lidt rundt med hvad du har lyst til eller liggende i køkkenet. Jeg har f.eks. også hørt om folk der har brugt jagermeister eller rom til at lade perlerne trække i... om mon ikke rom perler kunne være ret så gode i en cola?
0 kommentarer:
Send en kommentar