For 11 år siden havde jeg den absolutte værste dag i mit liv, det var den 13 oktober, min far var nogle dage forinden kommet hjem fra hospitalet efter længere tids indlæggelse, og jeg var sikker på at han nu var næsten rask igen så vi kunne begynde at være vores hyggelige lille familie igen. Men sådan skulle det desværre ikke gå, for i løbet af dagen fik min far det værre og værre, og da min mor så på mig med tårrevædet øjne og sagde "Trine jeg tror ikke at vi har far mere efter i dag" føltes det som om min verden gik i tusind stykker. Min mor fik ret, for om aftenen den 13. oktober sov min far ind i vores stue omgivet af min mor, mig, mine brødre og svigerinder, og siden den dag jeg ikke rigtig været den samme pige, mindst af alt på denne dato som lige siden har haft meget svært ved at komme igennem.
Men en sommerdag i 2010 skete der et lille mirakel som skulle ændre min holdning til denne dato, jeg mødte nemlig C og ja han vidste jo godt at jeg havde mistet min far, men jeg havde jo nok et eller andet sted glemt at fortælle ham hvor svært jeg havde det med årsdagen for min fars død. Så da han så hvor skidt tilpas jeg var på denne dato besluttede han sig for at det aldrig skulle ske igen, Så C sagde simpelthen til mig "hvordan tror du at din far ville have det hvis han så sin lille pige være så ked at det, tror du ikke hellere at han vil se dig have det godt og være glad?". Og det kunne jeg jo et eller andet sted kun give ham ret i, så C hjalp mig med at huske tilbage på alle de positive stunder jeg nåede at have med min far, og bad mig om at tænke på dem hvert år på denne dato sådan så jeg ikke længere sad og var ked af tabet, men istedet for fejrede alle de gode stunder (lidt ala min egen lille dia de los muertos) - og den dag i dag savner jeg selvfølgelig stadig min far, men jeg er ikke længere ked af det den 13. oktober, for nu minder dagen mig om min fars liv, og ikke hans død og det er 100 procent C's skyld :)
En af de ting jeg der tilgengæld altid kan få mig til at tænke på min far er røde pølser og rød sodavand, ja et lyder måske lidt tosset. Men faktisk er et af de tidligste minder jeg har med min far vores turer til Fakta hvor jeg fik en rød sodavand, far fik en øl, og vi købte en pakke røde pølser til deling som vi spiste henne ved gadekæret i Haslev. Og den sidste aktivitet jeg husker vi alle tre lavede som familie var, da min mor og jeg tog ind på Riget med lune røde pølser gemt i en tekande og boller til min far som vi hyggede lidt med ovre i Fælledparken. Så på denne dato skal jeg altså hvert år have en rød pølse at spise og en rød sodavand at drikke for at bringe de gode minder om min far frem.
 |
| Ja selvom er er gået 11 år, og du ikke er her mere kan vi stadig dele en pølse og skåle lidt i øl og rød sodavand - farvel far |
 |
| I bedste nostalgi stil fik jeg mine røde pølser i dag (i tekande selvfølgelig), drengene fik chilidogs med rester fra gårsdagens chili con carne |
 |
| Drengenes chilidog, de var heller ikke så ringe endda |
Kære Trine
SvarSletHvor blev jeg bare vildt rørt af det her indlæg. Jeg har ikke selv mistet, men igennem mit studie har jeg efterhånden mødt mange - og alle beretter om hvordan årsdagen fylder rigtig meget. Hvor er det flot og livsbekræftende, at du har vendt dagen til noget positivt og spøjst, som minder dig om din far på en dejlig måde. Jeg kunne ikke lade være med at grine af de røde pølser, fordi det er så skørt, hvor meget små ting kan betyde for os.
Ja.. Jeg ville altså bare sige, at jeg blev vildt rørt - men også vildt glad - af at læse dette indlæg.
Ja med så mange år hvor man har været fuld af sorg er det jo også på tide at begynde at se lydt på livet igen :)
SvarSlet