mandag den 15. august 2011

FLÆSKESTEGENS AMERIKANSKE FÆTTER

Sommerferien er jo så småt ved at have nået enden, og jeg må da ærligt indrømme at jeg af og til begynder at længes efter at komme tilbage til studierne, for de 2 ½ måned ferien ender med at vare i år er måske bare lige lidt i overkanten. Men hvad skal man så med al den fritid når man er fuldstændig idéforladt og ikke aner hvad man skal tage sig til? Det er nok et af de spørgsmål jeg oftest har spurgt mig selv om her på det sidste, og i går var ingen undtagelse. Det betød at der måtte kigges lidt rundt i arsenalet mod kedsomhed og der fandt jeg  den absolut bedste kur mod kedsomhed…… ET KØKKENEKSPERIMENT!!!

Denne gang skulle der prøves kræfter med klassikeren over alle klassikere fra sydstaternes BBQ-kultur ”Pulled Pork”

Pulled Pork er i den grad et af de længere køkkeneksperimenter og det skal som minimum helst tage små 24 timer at lave fra start til slut, men så er man også sikker på at få et resultat som er både noget af det saftigste og møreste for ikke at forglemme smagfulde kød man kan tænke sig til – What’s not to love?

Hvis det er helt rigtigt så burde man lave den i grillen eller i en smoker hvis man har sådan en. Men den eneste gril jeg har, er den lille smokey joe gold gril jeg fik i studentergave, og ja de er jo bare ikke helt ideel til sådanne et projekt som en pulled pork. Så jeg tog den nemme løsning og tilberedte den i ovnen efter "low and slow" princippet og så var det ellers bare at væbne sig med tålmodighed (hvilket viste sig at være den sværeste del ved at lave pulled pork)


Lige taget ud af ovnen

Stegen efter den er blevet trukket fra hinanden og blevet vendt med BBQ sauce

Aftenes fad med pulled pork og coleslaw sandwiches

Til det her eksperiment tog jeg udgangspunkt i opskrifterne fra både ”Brødrene Prices” og ”Maden i mit liv's” udgave af pulled pork.

Pulled Pork:

1 nakkesteg, afpudset*
1 x Rub:
2 spsk. brun farin
2 spsk. paprika
2 spsk. friskkværnet sort peber
2 spsk. salt
1 spsk. cayennepeber
2 tsk. sennepspulver
2 flasker BBQ sauce

Dag 1:
Rør ingredienserne til rub'en sammen (skal være både sød og lidt spicy) og gnid den godt ind i nakkestegen

Kom stegen i en frysepose og læg den på køl natten over.

Dag 2:
Tag kødet ud af posen og læg det i en bradepande, fyld vand i bradepanden (hvis man måler efter med en tommel skal vandet næsten dække det første led)

Sæt stegen i ovnen ved ca. 100 grader i ca 10 timer (I know man skal tidligt op hvis aftensmaden står på pulled pork)

Husk at holde øje med stegen mens den er i ovnen, fordi det kan godt tænkes at der skal hældes lidt mere vand ned til den i løbet af stegetiden så den ikke steger tør

Lad kødet hvile i ca. 15 min efter endt stegetid og træk det fra hinanden med to gafler

Kødet blandes herefter med lidt BBQ sauce og derefter skal der bare flækkes nogle burger boller så der kan komme både lidt kød og lidt af barken** i bollerne. 

Top af med coleslaw og evt. lidt andet grønt som f.eks. salat, tomat og agurk og sæt tænderne i dit eget lille hjørne af sydstats køkkenet


*Fandt ud af at det bliver meget nemmere at afpudset et stykke kød hvis det lige har ligget i fryseren i en lille times tid først

** Barken er det navn man giver den mørke og krydrede stegeskorpe oven på stegen

1 kommentarer:

  1. Hvor ser den bare lækker ud - godt at høre, at dit projekt blev en succes:-)

    Mange hilsner fra

    Anne.

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...