mandag den 9. september 2013

VENSKABS SANDWICHEN


I sidste weekend fik vi jo mini farsbrød, og udover der var farsbrød nok til to gange aftensmad var der også sauce i rå mængder. Derfor stod jeg lige pludselig mandag aften (i sidste uge) med en saucerest som jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle stille op med, og udsmidning er jo helt sikkert ikke en mulighed. 
Men efter jeg havde rodet lidt rundt i køkkenets gemmer og fundet en pose hakket oksekød i fryseren, et løg der ikke havde så lang leve tid tilbage og en pakke gær i køleskabet, ja så slog det mig at det jo faktisk var lige de ingredienser jeg kunne bruge til at lave nogle bøfsandwiches til aftensmad. Men nu havde jeg jo sådan set aldrig rigtig prøvet at lave bøfsandwiches før, så jeg googlede lige retten for at se hvad man helt nøjagtigt kom i sådan en fætter, og jeg fandt frem til at der var to udgaver af den "klassiske" bøfsandwich. Den første bestod i alt sin enkelthed af en hakkebøf, brun sauce og bløde løg i en burgerbolle, og den anden bestod af en hakkebøf, remo, sennep, ketchup og ristede løg i en burgerbolle (det var vist noget med at den ene var populær i Jylland og den anden var populær her på Sjælland). Jeg synes nu at begge udgaver lød ret gode, så derfor besluttede jeg mig for at lave en Jylland-Sjælland kombi hvor jeg simpelthen kom hele moletjavsen i mine bøfsandwiches. Ja det blev nogle godt snaskede bøfsandwiches, men hold da helt ferier hvor smagte de bare godt, ja jeg tror da helt bestemt at der er en fremtid i den her slags Jylland-Sjælland venskabs bøfsandwiches.






Bøfsandwich - 2 pers:

250 g hakket oksekød
Salt og peber
2 burgerboller, jeg brugte samme opskrfit som den til pølsebrød
1 løg, skåret i tynde skiver 
1 rest brun sauce
Remo
worchestershire sauce
Ketchup
Sennep
Ristede løg

Start med at  forme kødet til 2 bøffer og krydr dem med salt og peber.

Herefter steges bøfferne indtil de er gennemstegte, og så stilles de til side.

I panden hvor bøfferne er stegt steger man nu løget indtil det er blødt og let karameliseret, også det stilles til side.

Det sidste man nu bruger panden til er at varme sauce op i, når saucen så er varm kommer man bøfferne tilbage i panden og vender dem i saucen.

Nu er der bare tilbage at lune bollerne og samle burgeren, så løgene kommes på bunden efterfulgt af de tilsovsede bøffer, remo, worchestershire sauce og ristede løg.

På toppen smøre man ketchup og sennep, ligge låget på og så er der ellers serveret

2 kommentarer:

  1. Bøfsandwich med bløde løg er et evigt hit! Det plejer jeg at "ønske" på menuen hjemme hos de gamle, når jeg har fødselsdag B-)

    - Anne

    SvarSlet
  2. Ved heller ikke noget bedre end hvis der er en rest sovs tilbage fra flæskestegen. Så skal jeg bare have bøfsandwich.

    Jeg anvender ristet løg ketchup og rødbeder. Måske en nordjysk variant :-)

    Mine kærste og jeg snakke også altid om hvornår sovsen skal på. Han vil have den på inden den øverste boller, hvor jeg vil have sovsen oven på bollen.

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...